Du er her: 

Utzonflyglet

Bagsværd Kirke indviede 20. september 2009 Utzonflyglet, et halvkoncertflygel (232 cm) tegnet af Jørn Utzon, som det allersidste han havde over tegnebordet. Arbejdet med instrumentet blev efter Jørn Utzons død i november 2018 færdiggjort af sønnen Jan Utzon i tæt samarbejde med klaverbyggeriet Steingraeber & Söhne i Bayreuth. Flyglet er financieret af A.P. Møller og hustru Chastine Mc-Kinney Møllers fond til almene formål, Privat gave, samt Bagsværd Kirkes Menighedsråd

Om flyglet er der udgivet en 20-siders booklet (kr. 50) med artikler på dansk og engelsk af arkitekt Jan Utzon, direktør Udo Schmidt-Steingraeber og organist Jørgen Ellegård Frederiksen. Farvefotos af Ole Meyer. Booklet'en kan købes i kirken eller bestilles via kirkekontoret.


Sådan blev flyglet til

Utzons model i balsatræ, ca. 1:10

Utzonflyglet er skabt med udgangspunkt i en normal flygelkasse, men det er så også det eneste almindelige ved det: på den fyrretræsfinérede kasse er der monteret lister på siden, så instrumentet bliver en slægtning til orgelhuset. Der ud over er der bl.a. skabt helt nye løsninger på låget, nodestolen, benene og pedalophænget. Benene spidser til nedefter i et blødt bueslag, der svarer til kirkens hvælvinger, og giver en fornemmelse af at det tunge flygel svæver på gulvet. Nedenfor ses en række fotos fra processen.


December 2008. Den færdigbøjede ramme med sangbund, monteret med "mockup" af rammeværk og ben.
December 2008. Direktør Udo Schmidt-Steingraeber i samtale med værkfører Wolfgang Schäffler, Jan Utzon og lederen af Steingraebers møbelafdeling, snedkermester Elmar Seeber, som står for fremstillingen af flyglets ydre.
Marts 2009. Jernrammen lægges på plads. Flygel med arbejdsben og beskyttelseskappe. Kassen endnu ikke udskåret til klaviatur.
Marts 2009. Jernrammen lægges på plads
April 2009. Isætning af stemmenagler og strenge. Instrumentet stemt første gang.
2. maj 2009 Hovedlåget færdigt
18. maj 2009 Låget monteret.
Nodepult, opslået. Monteret 18. maj 2009
Færdigt ben (set bagfra) med indbygget forstærkning der skaber plads for montering af låsebøsning til flygelkasse, samt pedal-lyre.
Også pedallyren er ved at være klar til montering
5. juni 2009. Chefmøbelsnedker Elmar Seeber ved det prøveopstillede, nu næsten færdige flygel, der er kommet op i Steingraebers koncertsal for at blive intoneret. Endelige ben og tangentklap er ikke monteret her. Bag den sorte klaverbænk anes Utzons klaverbænk - med papkasse over sædet!
19. juni 2009. I dag kom der herlige billeder af et næsten samlet flygel, der er blevet hvidpigmenteret i løbet af ugen. Lågstangen er særdeles midlertidig! Det samme er benet i "spidsen".
Skønt bliver det, når flyglet ankommer om små tre uger. I kirken skal det så færdigintoneres, og derefter spilles til inden indvielsen 20. september.
23. juni 2009: Så er flyglet færdigt, og bliver afprøvet ved to koncerter i Steingraebers lille koncertsal. Klangen er efter sigende varm og stor - for stor til denne kammermusiksal, men det skal jo også stå i et rum der er 20 gange større, udtaler direktør Udo Schmidt-Steingraeber. 29. juni blev instrumentet pakket ned for transport, og derefter sendt til Bagsværd Kirke, hvor det ankom 7. juli.